Min mor siger
Af Stine Pilgaard
Det lyder måske ikke som det sjoveste emne i verden, men Stine Pilgaard formår at beskrive hovedpersonens udvikling gennem bogen på en meget humoristisk måde, hvor man både har ondt af kvinden og irriteres over hendes selvmedlidenhed.
Omgangskredsen
Fortælleren, hvis navn vi ikke får at vide, har en omgangskreds, som med mere eller mindre held forsøger at hjælpe hende på vej. Der er den rolige og betænksomme far, som hun flytter ind hos efter bruddet. Der er veninden Mulle, som læser statskundskab og er god til at stille problemer op skematisk. Der er den meget forstående læge, som fortælleren bliver lidt besat af. Og så er der endelig moren, der, som titlen antyder, snakker en hel del.
Gennem bogen er der hele tiden fokus på fortælleren og hendes udvikling fra at være bitter og selvmedlidende til så småt at komme videre. Dermed bliver det et rørende portræt af forsøget på at komme sig efter at være blevet forladt.
Romanens sprog
Min mor siger fik mange gode anmeldelser, da den udkom i 2012. Der blev særligt bidt mærke i sproget. Bogen veksler mellem monolog, hvor fortælleren krænger sit indre ud, og dialog mellem fortælleren og hendes omgangskreds, set ud fra fortællerens synsvinkel.
Det er særligt i dialogerne, at humoren skinner igennem. Ofte taler de forbi hinanden på en måde, som på en gang er meget humoristisk og letgenkendelig. Stine Pilgaard har selv udtalt, at hendes forbilleder er Inger Christensen, på grund af hendes unikke måde at bruge sproget på, og Helle Helle for hendes humoristiske og præcise karakterskildringer.
Det er svært at beskrive, hvad det præcist er, Stine Pilgaard gør, men jeg synes, at det virker. Har du lyst til at stifte bekendtskab med en af de nyere danske forfattere, som skildrer en meget følsom situation med både varme og humor, så kan Min mor siger klart anbefales.
